Jomfruens Egedes historie i detaljer

Arkitekt c.f. harsdorff
Hofbygmester Caspar Frederik Harsdorff (1735-1799), var professor ved Kunstakademiet 1766-83, akademidirektør 1777-79. Som elev af Jardin i København, siden af J. F. Blondel i Paris, blev han påvirket af fransk klassisk ånd; endvidere påvirkedes han i Rom af den barokmaleriske udtryksform og fra ca. 1790 gennem studier af græsk arkitektur.
Ud fra disse impulser skabte han sin egen stilretning i Danmark, hvor han blev den førende klassicist. Til hans vigtigste arbejder regnes Kolonnaden ved Amalienborg (1794), hans eget hus på Kgs. Nytorv (1780) og Erichsens Palæ, 1799), alle i København. Endvidere forested han en ombygning af Fredensborg Slot (1770erne) og Jomfruens Egede (1790erne).

Jomfruens Egedes ejere og lejere
Offe Pedersen Neb 1346
Anders Jakobsen Lunge 1391
Hans Bille 1456
Jomfruerne Ermegaard & Brigitte Bille 1500
Hans Barnekow (halvdelen) ca. 1550
Tage Andersen Thott 1620
Jens Sparre 1631
Vincents J. Hahn 1662
Sophie Amalie Moth - Grevinde af Samsø 1674
N. E. Poulsen 1721
Claus Bendix Beenfeldt 1740
Niels Rosenkrantz von Holstein 1776
Adam W. Moltke 1831 - Danmarks første statsminister
Carl Dines Dreyer 1930 - 1960(lejer)
N. Schack-Eyber 1980 - 2000 (lejer)
N.P. Schack-Eyber 2005 (lejer)

Jomfruens Egede Gods drives idag, land- og skovbrugsmæsssig, sammen med Lystrup Slot og begge steder ejes af Joachim greve Moltke

Anders Jakobsen Lunge ca.1380 -1429
Ridder, Rigsråd, rigshofmester, ridder af basnæs. Lensmand i Kalmar 1397. Sendebud til koncelitet i Konstantz 14-15-16.

Hans Bille, 1470-1542
Hans Bille blev allerede 1502 rigsraad, da han var en af hovedførerne på togtet mod Stockholm for at komme Dronning Christina til undsætning. Ridder blev han dog først ved Christian den 2's kroning i 1514, det følgende år var han medlem af den sendefærd, som hentede Dronning Elisabeth fra Holland. Omkring 1508 var han forlenet med Skjoldenæs, men mistede det i slutningen af Christian den 2's regering fordi bønderne havde klaget over ham. Ved regeringsforandringen i 1523 fik han atter sin forlening tilbage og indtog en ret betydelig stilling under Frederik den 1. I 1531 var han et af de personer, som førte befalingen i København inmens man ventede Christian den 2's tilbagekomst og det siges at han havde befolknings tillid.
Hans Bille hørte ligesom sin broder Anders Bille til rigsrådets mest konservative katolske medlemmer. Under herredagen 1533 sluttede han sig derfor, ligesom sin bror til det katolske parti, der fik kongevalget udsat. Dels på grund af dette og fordi han under Grevefejden straks sluttede sig til Greve Christoffer og blev en af dennes vigtigste rådsmænd, fik han samme skæbne skæbne som broderen; da den demokratiske folkebevægelse udbrød i januar 1535, blev han taget til fange og senere ført til Mecklenborg og da Christian den 2 besatte sjælland, blev han slen og godser inddragne. Hans Bille fik først kongens nåde i slutningen af 1536. Den gamle mand fik således sine private godser tilbage, men ikke sin forlening og blev udstødt af rigsrådet.
Han døde 31. oktober 1542 på Jomfruens Egede. Med sine hustruer, Anne lauridsdatter Thott og Inger Rønnov havde han mange børn, men det er de to døtre Ermegaard og Brigitte vi kender til i dag og som har givet Jomfruens Egede sit navn.

Hans Barnekow- død 1559
Hans Barnekow stammer fra en gammel adelsslægt af Vendisk æt. I 1543 dansk tjeneste, som sendebud for Christian den 3.
I 1547 bragte Hans Barnekow en sum af 4000 guldgylden til de protestantiske fyrster i Tyskland, men da disse imidlertid var faldet i Kejserlig fangenskab, førte han pengene med sig tilbage. Samme år blev Hans Barnekow optaget i den danske adelsstand mod at forpligte sig til at tage en hustru af indfødt dansk adel. 1553 Rigsråd og bebor i korte perioder Jomfruens Egede. I 1550 gifter Hans Barnekow sig med Mette Oxe, søster til Rigshofmester Peder Oxe.

Jens Sparre & Vincens von Hahn
Jens Sparre var mundskænk og senere Hofmarskal hos Kong Christian d. IV. Vincens von Hahn var overhofjægermester hos kongen.
Jens Sparres datterdatter Sidsel Kaas arvede Jomfruens Egede og i 1658 -som 13 årig- ogsaa Sparresholm. Hendes fader Erik Kaas var flyttet til Sparresholm for at styre godset for sin datter.
En dag i juli måned 1661 blev det meddelt Erik Kaas, at der holdt en kongelig jæger nede i gården med forespørgsel , om det passede Erik Kaas at modtage Kongens overhofjægermester hr. Vincent von Hahn. Erik Kaas lod svare, at overhofjægermesteren var velkommen. Lidt efter kørte en kongelig karosse ind i slotsgaarden.
Ved maaltidet førte von Hahn den 16 aarige jomfru Sidsel Kaas til bords. Erik von Hahn var en ca. 30- årig ung og elegant mand. Selskabet bestod foruden af de nævnte, af den unge Peder Grubbe, arving til herregaarden Lystrup. Von Hahn viste jomfruen ganske overdreven opmærksomhed. Da Peder Grubbe betragtede jomfruen som sin trolovede, iagttog han von Hahns kurmageri med tiltagende uvilje ! Den følgende morgen kørte overhofjægermesteren mod Vordingborg.
Der gik en maanedstid, så blev man på Sparresholm overrasket ved at se en kongelig løber i rødt liberi med sølvstav i haanden ude på gaardspladsen. Det var et sendebud som meddelte at overhofmarchal von Kørbitz og gehejmeraad Gabel ønskede at hilse på Erik Kaas. To kongelige karosser kørte ind i slotsgaarden, hver forspændt med 4 heste, hver med to løbere foran og hver med to lakajer bagved.
De to hoffolk meddelte, at de var her, for på overhofjægermester von Hahns vegne at begære jomfru Sidsel Kaas haand af jomfruens fader. Erik Kaas var ganske bestyrtet og meddelte herrerne, at jomfruen var så godt som trolovet til Peder Grubbe, men såfremt jomfruen selv ville foretrække overhofjægermesteren for Peder Grubbe, saa ville Erik Kaas ikke sætte sig imod forbindelsen med von Hahn. Jomfruen blev tilkaldt, men blussende rød takkede hun for den hende tiltænkte ære, men hun kunde ikke give afkald på Peder Grubbe !
Med en bemærkning om, at Erik Kaas nok ville komme til at fortryde, kørte vognene mod Vester Egede. Udfor præstegaarden blev der gjort holdt. Præsten blev - i Kongelig majestæts navn- pålagt , at han ikke måtte vie jomfru Sidsel Kaas til Peder Grubbe, da hans majestæt havde bestemt jomfruen for en anden. Endvidere fik han pålæg om, at lade meddelelsen gaa videre til embedsbrødre i omegnen. To store karosser hver forspændt med 4 heste skramlede ned mod Gisselfeld ad den stejle bakke ved Hesede skov.
En dag i slutningen af september maaned fandt Erik Kaas gaardspladsen opfyldt med fremmede rytter. Det viste sig et være overhofjægermesterens folk, tyve jægere og tjenere, alle bevæbnede. Med Kongens tilladelse kom von Hahn som jomfru Kaas trolovede og havde ret til at indkvartere sig på gaarden med sine folk, indtil hans bryllup med jomfru Kaas havde fundet sted. Efter en heftig ordstrid udfordrede Erik Kaas von Hahn , men denne undslog sig.
Peder Grubbe blev tilkaldt og det endte med at von Hahn udfordrede Peder Grubbe. Von Hahn tilkaldte fire af sine mænd og paalagde dem at give Peder Grubbe en lektion, saa han aldrig ville glemme, hvorledes man bliver behandlet når man fornærmer en man i von Hahns stilling.
Der fandt en mishandling af Peder Grubbe sted i slotsgaarden, hvorefter han i bevidstløs tilstand blev kastet op i en vogn og kørt til Lystrup.
Derefter blev Erik Kaas og jomfru Kaas anbragt i hvert sit værelse med vagter udenfor. Overhofjægermesteren optraadte yderst høfligt overfor jomfruen, selv om hun brugte de heftigste udtryk imod ham. Han søgte at bibringe hende det indtryk, at der intet var at stille op, da Kongen havde bifaldet forbindelsen.
Gaardens ridefoged kunne ikke komme i forbindelse med Erik Kaas, hvorfor han samlede godsets bønder og folk og bevæbnede dem med grebe, høtyve, leer mv. for at komme Erik Kaas og jomfruen til hjælp. Von Hahn forklarede dem, at han var der efter Kongens befaling, og at han om fornødent ville tilkalde soldater fra nærmeste garnison. Folkene trak sig tilbage, og von Hahn kunne fortsætte med at spille herre på Sparresholm.
Den 20 januar 1662 -6 md. senere - forlod Erik Kaas Sparresholm sammen med jomfruen, som havde givet sit samtykke. Om Peder Grubbe heder det, at han blev underlig. I 1667 døde Sidsel Kaas. Overhofjægermesteren sad da tilbage med gaardene Sparresholm og Jomfruens Egede.

Sophie Amalie Moth, grevinde af Samsø 1654-1719
Den mest kendte af Jomfruens Egedes ejere er uden tvivl Sophie Amalie Moth.
Som den yngste af seks søskende voksede Sophie Amalie Moth op i hjemmet hos Frederik 3.s hof- og livlæge Poul Moth. Faderen blev 1670 livlæge hos den nye konge Christian 5., som han tidligere havde været lærer for, men døde få måneder senere. Derefter arbejdede moderen ihærdigt for, at den 16-årige Sophie Amalie skulle vække den 24-årige konges interesse. Det lykkedes, og i 1672 fødte hun kongen datteren Christiane i huset hos sin yngste søster, hvor hun havde boet siden faderens død. Senere fik hun selv en gård i Slotsholmsgade. For midler fra kongen købte hun også i 1674 det idylliske Jomfruens Egede i sydsjælland og i 1682 godserne Schönweide og Rixdorf i Holsten.
I 1676 blev Sophie Amalie Moth officielt anerkendt som kongens elskerinde. Han forærede hende Samsø, og i 1677 blev hun ophøjet til grevinde af Samsø. Året efter blev den yngste søn Ulrik Christian født, og ved et åbent brev 1679 erklærede kongen sine nu fem børn med Sophie Amalie Moth for sine naturlige børn med tilnavnet Gyldenløve.
Økonomisk blev der sørget godt for både hende og børnene; sønnerne fik stillet indtægterne fra forskellige embeder, fx det danske og norske postvæsen, til deres rådighed. Også børnenes opdragelse, uddannelse og giftermål gik kongen aktivt ind i. Sønnerne flyttede som fem-seksårige fra moderen for at blive opdraget hos Christian 5.s halvbroder Ulrik Frederik Gyldenløve, men besøgte dog hende og søstrene et par gange om ugen. I 1682 fødte Sophie Amalie Moth sit sjette barn, en datter, og fik samme år af kongen og den gottorpske hertug udstedt lensbrev til sine holstenske godser for sig og sønnerne. I 1684 mistede Sophie Amalie Moth to døtre og sin moder. Året efter blev sønnerne og den ældste datter modtaget på slottet for første gang af Hendes Majestæt Dronning Charlotte Amalie, der måtte tåle forholdet. Børnene færdedes mere og mere ved hoffet, og 1686 blev Christiane, netop fyldt 14 år, gift i overværelse af kongen. Hun døde 1689 som den sidste af døtrene, og 1692 oprettede Sophie Amalie Moth testamente, hvor aktiverne blev delt mellem de to sønner, hvis børn 1695 fik tilladelse til at bruge titlen grever og grevinder af Danneschiold-Samsø. Da Christian 1696 blev gift med sin 14-årige slægtning, Ulrik Frederik Gyldenløves datter, fandt vielsen sted på Københavns Slot, og kongen førte stolt bruden frem.
Efter Christian 5.s død i 1699, levede Sophie Amalie Moth tilbagetrukkent og stilfærdigt på Jomfruens Egede med et beskedent hof. Hun helligede sig naturen og kirkelige handlinger. Sophie Sophie Amalie var meget ung, da hun blev kongens elskerinde, og sandsynligvis under stærk indflydelse af sin ærgerrige moder, der lige til sin død var vellidt af Christian 5. Selv trådte hun ikke meget frem, men opholdt sig i hoffets nærhed og fulgte på afstand kongen rundt i landet, fx på mange rejser til Holsten. Hendes politiske indflydelse har været begrænset, selvom hendes familie, især den alsidigt begavede broder Matthias Moth., utvivlsomt har nydt godt af den nære kontakt til kongen. Men hun må, ud over sit efter sigende smukke ydre, have haft kvaliteter, der kunne fastholde kongen i et livslangt forhold. Sophie Amalie overlevede fem af sine børn, så familien omkring hende har i hendes senere år været meget beskeden. Sophie Amalie Moth døde 17. januar 1719 om formiddagen i fløjlsværelset på hendes elskede Jomfruens Egede.
Sophie Amalie Moths efterkommere, de uægte kongebørn, som idag bærer navnet Danneschiold-Samsøe er efterkommere af den Oldenburgske kongeslægt som sluttede med den barnløse Kong Frederik d. 7.